1.1.              Anslag

Det er tirsdag aften og klokken er otte. Jeg sidder ude i min bil på parkeringspladsen foran hotellet. Det er rart at være lidt alene efter en lang dag med undervisning, rollespil og andre opmærksomhedskrævende aktiviteter. Mit hoved er fuld af indtryk og jeg har behov for at få ”hældt” noget af det ud inden jeg skal ind til teammødet efter aftensmaden. Det er derfor jeg har sat mig herud i bilen, hvor jeg har tændt diktafonen og plaprer løs på må og få.

Det har været en spændende dag, denne anden dag på kurset. Jeg har ikke skrevet lige så mange observationer ned som på førstedagen, men til gengæld har jeg været mere aktiv i pauserne hvor jeg har spurgt ind til teamets måder at gøre forskellige ting på. På den måde har jeg fået deres umiddelbare reaktion på ting jeg er blevet opmærksom på undervejs i undervisningen og fået kommentarerne direkte ind på bånd. Jeg er en smule bekymret over om den måde jeg observerer på og den rolle jeg i det hele taget indtager på dette kursus, skaber for mange ”blinde pletter”. Så selvom jeg har en følelse af at jeg får meget ud af at være her, så synes jeg samtidig at jeg mangler et overblik over hvor jeg er på vej hen med specialet.

Det er imidlertid ikke kun min egen forskningsmetode der har udviklet sig siden i går. Også deltagerne er tøet mere op, og dem som af teamet bliver betegnet ”svage deltagere” er livet mere op og siger mere end i starten af kurset. Jeg overvejer hvad jeg gerne vil spørge ind til på teammødet efter aftensmaden. Det står ikke helt klart for mig jævnfør den tidligere omtalte mangel på overblik, men jeg forestiller mig noget i retning af at jeg vil spørge ind til nogle af observationerne fra dagen og bruge tid på at snakke om deres eget læringsbegreb. Derudover vil jeg selvfølgelig lytte til hvad de snakker om og registrere hvad de bruger mødetiden til. Måske gør det i virkeligheden ikke noget at jeg ikke har en fuldstændig klar plan over hvad jeg vil spørge om. Det er måske ligefrem en styrke at jeg indtager en mere lyttende rolle og lader mig styre af den konkrete situation. Vi får at se. Det skal nok gå. Jeg slukker diktafonen og går ind for at spise.

Efter aftensmaden går vi i gang med teammødet. Jeg har sat videokameraet i gang og tændt diktafonen som står på bordet hvor vi sidder. Lene og Jette sidder ved siden af hinanden med front mod kameraet. Jeg sidder skråt over for dem. Der er lidt uklarhed i teamet omkring hvad mødet skal bruges. ”Skal planlægge i morgen eller hvor er vi henne?” spørger Jette mens Lene kigger i sine papirer. Det ender med at de ser fremad på næste dags program og planlægger forskellige indholdselementer. Jeg spørger ind nogen gange men ellers går de første tre kvarter med planlægning. Til sidst kommer jeg mere på banen og kommer blandt andet ind på teamets eget læringsbegreb.

”Hvordan ser I jeres læringsbegreb om forstyrrelse, tid og kærlighed i forhold til jer selv? Er I blevet forstyrret?”. Teamet er lidt tøvende i starten men kommer så ind på at den største forstyrrelse var da de mødte hinanden første gang. Dér blev de forstyrret i måden at være underviser på. I starten ”snusede” de efter om det overhovedet var noget de havde lyst til at blive forstyrret af – altså om de kunne arbejde sammen. Det var en slags undersøgelse af hvor meget kærlighed der var til stede imellem dem. Da de siden hen fandt ud af at der var kærlighed og tryghed til stede, vidste de hvor de havde hinanden. De havde fundet ud af at de ikke behøvede at bekymre sig om deres egen måde at gøre tingene på. ”Jeg kan rent faktisk kvaje mig. Der er en der samler mig op bagefter”, siger Jette og fortæller at der ikke er nogen grund til at opstille forsvar mod hinanden, og de kan med egne ord ”lægge våbnene”. Således skabte de fra start af en indbyrdes kontrakt som de nu kan handle inden for som undervisere og medmennesker. Det giver dem frihed til at udfolde sig individuelt og kollektivt ved at turde kaste ting op i luften og vende og dreje det, for på den måde at udvikle deres arbejde med kurset.

Jeg fortsætter mine spørgsmål. ”Hvad så i forhold til kursisterne. Kan de lære jer noget?” Lene retter sig i stolen og siger at de ikke direkte har lært noget af de konkrete deltagere som har været på kurset men snarere af de forskellige situationer som er opstået imellem deltagerne og teamet. Jette giver et eksempel fra dette kursus, hvor der er en deltager der hele tiden kommenterer og associerer nogle termer fra Den Lærende Organisation, som navnlig Jette bruger i sin egenskab af at være uddannet NLP-instruktør. Jette lader sig dog ikke forstyrre af denne deltager men er snarere opmærksom på hvad der sker i situationen. Ifølge hende er det den pågældende deltager der opstiller et forsvar eller har misforstået noget om det konkrete emne – og ikke teamet der er galt på den!

Teamet har respekt for hinandens forskelligheder, og har en evne til at supplere hinanden i undervisningen. De skiftes således til at være ”på” men den der står ude på sidelinjen er ligeså opmærksom i situationen. På den måde hersker der med teamets egne ord ingen ”radiatorpædagogik” hvor den ene sidder og varmer sig når den anden er på. Opmærksomheden er rettet mod deltagerne men uden at deltagernes reaktioner og handlinger bliver oplevet som forstyrrende hos teamet. ”Men sådan var det ikke altid”, siger Jette og fortsætter. ”Jeg kan huske da vi startede første gang med al sådan noget. Hold op mand, der havde jeg i hvert fald ikke tid til at kigge på de der deltagere. Så var det kun indholdet: hvad skal jeg sige nu, hvilken overhead skal jeg tage frem.” Lene supplerer ved at kommentere at denne form for kursus er krævende at lave, fordi det ud over det rent faglige forudsætter at man som underviser har en enorm opmærksomhed på deltagerne, og hele tiden overvejer hvad de nu har behov for. Det er med andre ord ikke den her type kursus man starter med som ny underviser, men derimod kurser med en mere fast procedure.

Inden jeg kører hjem for at sove sidder jeg igen i bilen foran hotellet og indtaler mine refleksioner over det netop overståede teammøde. Klokken er nu halv elleve og jeg er godt træt men jeg må lige have det sidste ud af hovedet, så jeg ikke glemmer det. Jeg synes mødet gik godt og jeg fik sagt nogle gode ting. Især var snakken om teamets læringsbegreb og forstyrrelse interessant at få på banen. Det var faktisk som om mine spørgsmål til læringsbegrebet i sig selv var lidt af en forstyrrelse for teamet, og det har jeg det rigtig godt med. Udmærket Torben! Du har fortjent en god nats søvn inden det går løs igen i morgen. Jeg startede motoren og kørte væk i mørket.