1.2.              Motivation

Min motivation til overhovedet at skrive speciale om læring stammer fra flere forskellige kanter. Det er alt sammen noget der er kommet til mig hen ad vejen de sidste par år, og jeg har egentlig ikke rigtig været i tvivl om at det var indenfor læringsområdet mit speciale skulle tage sit udspring.

En af mine motivationsgrunde stammer fra min egen underviserpraksis. Jeg har siden 1981 været medlem af Det Danske Spejderkorps (DDS) og bruger i dag meget tid på det centrale organisationsarbejde inden for korpset. Alt organisationsarbejdet er struktureret som gruppearbejde hvor jeg i nogle grupper fungerer som formand og andre steder som almindeligt medlem. Læreprocesserne i disse grupper er til tider meget komplekse, frustrerende og udfordrende, især når flere divergerende holdninger og værdier er på spil. Alt for ofte oplever jeg at der blandt deltagerne i de forskellige grupper eksisterer bevidste og ubevidste barrierer for udviklingen af en fælles organisatorisk læring. Individuel viden og erfaring bliver holdt tilbage og ikke gjort tilgængelig for resten af gruppen eller organisationen. Dette aspekt finder jeg meget interessant. Ikke mindst ved at jeg kan bidrage med en personlig kropslig erfaring der udspringer af oplevelser fra min egen hverdag gennem en årrække.

En anden motivationsgrund er mine fag på RUC ‑ Pædagogik og Kommunikation. På Pædagogik har jeg dels beskæftiget mig med mønsterbrydere i det danske uddannelsessystem, dels hvordan den nye folkeskolelov udmøntes i praksis på Fuglebjerg folkeskole i Sydsjælland. Teoretisk har jeg været meget inspireret af de deltagerstyrede seminarer på faget, samt Erhvervs- og Voksenuddannelsesgruppens (EVU) Almenkvalificeringsprojekt og det igangværende Voksendidaktikprojekt. I den forbindelse er jeg især blevet inspireret af Knud Illeris' litteratur og syn på læring (Illeris 1999). På det seneste er jeg imidlertid blevet mere optaget af teorien om social læring da jeg mener den giver et konstruktivt bud på hvordan læring kan udvikles i samspil med andre mennesker. Det er i den forbindelse primært Etienne Wengers bog om praksisfællesskaber der har vakt min interesse (Wenger 1998).

På Kommunikation har jeg dels beskæftiget mig med internetløsning på Holmegaard lokalbibliotek i Hvidovre, dels indførsel af værdibaseret ledelse på Roskilde Bibliotek. Min motivation stammer imidlertid primært fra min deltagelse i klyngen "Organisationskommunikation", som har været utrolig lærerig og ikke mindst konstruktivt skabende i forhold til min specialeproces. I den forbindelse er jeg især blevet inspireret af Henriette Christrups bøger om kommunikationsprocesser i forskellige grupper (Christrup 1993 og Christrup 1999). På både pædagogik- og kommunikationsstudiet har jeg haft stor glæde af den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieus teorier om social praksis. Bourdieu har således dannet grundlag for de fleste af mine projekter på RUC, og det vil også være tilfældet med denne rapport, som jeg senere vil komme ind på.

I alle mine projekter har jeg anvendt en eller anden form for kvalitativ metode til indsamling af empiri, og det er netop et tredje motivationsaspekt. Det at befinde sig som en slags forsker i undersøgelsesfeltet og stå ansigt til ansigt med den virkelighed som teorien forsøger at beskrive, det er for mig en helt fantastisk oplevelse og udfordring. Jeg har godt kunnet tænke mig at fortsætte med dette nære feltarbejde og eventuelt afprøve andre (kreative) former for empiriindsamling.

Imidlertid var det en tekst af Chris Argyris der for alvor satte fokus på den del af læringen der handler om det organisatoriske og barrierefyldte. Her følger et kort rids af pointerne i kapitlet 'Teaching Smart People How to Learn' (Argyris 1992):

På trods af at succes på arbejdsmarkedet i højere og højere grad afhænger af evne til at lære, er der mange folk der ikke ved hvordan denne læring foregår. Paradoksalt nok er der endda mange af de højtuddannede professionelle uddannelsesfolk (der formodes at være nogle af de bedste til at lære), der ikke er gode til det. Mange folk definerer læring for snævert til blot at være "problemløsning", hvorfor de fokuserer på at identificere og rette fejl frem for at prøve at lære af dem. Disse folk er meget gode til det Argyris kalder enkeltloop læring (single-loop learning) og ikke gode til dobbeltloop læring (double‑loop learning). De har med andre ord aldrig lært hvordan de kan lære af deres egne fejl, fordi de pr definition aldrig begår fejl. Når de endelig fejler forsvarer de sig mod flovhed og trusler ved at lægge skylden fra sig og over på andre. Deres evne til at lære bryder sammen netop i de situationer hvor de faktisk behøver den allermest!

Argyris kritiserer at mange organisationer i forsøg på at få organisationen til at lære skaber nye organisationsstrukturer for at fremme motivationen til læring hos den enkelte medarbejder. Men effektiv dobbelt­loop læring er ikke blot en funktion af hvordan folk føler. Det er en refleksion af hvordan de tænker. Motivationen kan være nok så stor men hvis de kognitive strukturer er en barriere kan det være lige meget. For at nedbryde barriererne for læring mener Argyris det er nødvendigt at lære folk nye og mere effektive måder at ræsonnere over deres handlinger.

Toppen af siden