2.2.              Første teammøde

Teammødet bruger Lene og Jette til dels at se tilbage på dagen der er gået, dels at se frem mod næste kursusdag. Mødet foregår bag lukkede døre omkring et bord uden fast dagsorden men med udgangspunkt i forrige kursus forløbsbeskrivelse. På dette første møde blander jeg mig overhovedet ikke og sidder kun med ved bordet mens videokameraet og båndoptageren registrerer hvad der sker.

Overvejelse omkring feedback til svag deltager (sekvens 1)

Lene og Jette starter mødet med at konkludere at de rent praktisk har nået det de skulle. De snakker lidt om observationsøvelserne og at der i fremlæggelserne i plenum manglede nuancer fra deltagerne. Teamet kommer hurtigt ind på de enkelte deltagere, navnlig dem der har udmærket sig ved enten at modsige sig selv eller ikke har gjort synderligt væsen af sig. Begge disse grupper af deltagere tilhører dem som teamet tidligere har betegnet ”svage deltagere”. Alt i alt er teamet mest fokuseret på forholdet til og mellem deltagerne og ikke så meget på kursets faglige indhold. Den første sekvens jeg har valgt at beskrive og analysere er derfor netop fra en situation hvor en deltager bliver diskuteret i relation til hvordan teamet skal forholde sig til vedkommende.

Deltageren som teamet snakker om har gennem denne første dag virket lidt usikker og tilbageholdende, og det var også vedkommende der ikke ville være med til massageøvelsen lige før aftensmaden (side 22). Det er derfor ikke kun på grund af hendes fravær til en social aktivitet at teamet sætter fokus på hende men på grund af en helhedsbetragtning om at hun tilhører gruppen af svage deltagere.

Teamet snakker frem og tilbage om hvem af dem der skal tage kontakt til deltageren og hvordan det skal gøres. Jette starter med at tilbyde at hun kan tage kontakten, da det var hende der stod for massageøvelsen og derfor kunne spørge ind til hvordan det kunne være at hun ikke ville være med. Lene ser lidt betænksom ud og svarer at hun jo ligeså godt kunne spørge hende om det som Jette kunne. På den måde bestrider hun Jettes begrundelse for at det er hende der skal kontakte deltageren og giver indirekte udtryk for at hun måske egentlig helst selv vil snakke med vedkommende. Jette trækker sig lidt tilbage og giver udtryk for at hun ikke har noget i klemme over for nogen af deltagerne, så derfor kan hun kontakte hvem af de svage deltagere det skal være. Efter en længere pause får hun dog kommenteret at lige meget hvem af dem der tager kontakten, så skal det gøres nænsomt. Denne kommentar følger Lene hurtigt op og får på den måde givet udtryk for at det er måden kontakten bliver gjort på som bekymrer hende mest:

Lene: ...på den ene side skal vi lige have fundet ud af om der er noget hun ikke gider havde jeg nær sagt eller... hun skal også have lov at melde fra.

Lene og Jette begynder efterfølgende at diskutere forskellige tolkninger af deltagerens adfærd og kommer i den forbindelse ind på muligheden at deltageren synes øvelsen er noget ikke-fagligt pjat, eller at deltageren ikke har lyst til at blive rørt ved. Samtidig gransker teamet deres notater om deltagerens beskrivelse af sig selv for måske at finde mulige tolkninger dér. Jette konkluderer at der ikke er andet at gøre end at gå til deltageren og finde ud af hvad det handler om. Igen ser Lene lidt betænksom ud og kommenterer at hun i første omgang ville foretrække at snakke med deltageren om noget andet. Det forslag går Jette med på lige med det samme og uddyber endda motiveringen ved at tilføje at de på den måde kan lodde overbevisninger bag deltagerens adfærd, da det sagtens kan overføres på meget andet. Nedenstående dialog afslutter sekvensen om teamets overvejelser om feedback til den svage deltager med en beslutning om at ”tage en føler”.

Jette: Jamen det kunne det også være. Det er for tæt på ikk’? Og nogen man ikke kender. Og så kan det handle noget om at jeg er faglig og man kan sgu’ ikke give massage sådan og vi står akavet, det er en dårlig arbejdsstilling og av min ryg ikk’. (Lene ser tvivlende ud). Det kunne det OGSÅ være! Det har jeg nemlig oplevet nogle gange med nogen af de øvelser jeg har haft. Lad os se hvad der sker!

Lene: Det var jo ikke lige min fornemmelse at... men altså det er jo det, vi fortolker jo på hendes adfærd.

Jette: Jo.

Lene: Men det gør man jo vel altid. Det er svært at lade være ikk’?

Jette: Jo, men altså jeg kan bare gå ind og spørge NN ”hvordan kan det være at du ikke vil være med?”.

Lene: Det er jeg ikke sikker på.

Jette: Tror du ikke hun vil svare dig?

Lene: Det jeg tænker på det er, at hvis det af en eller anden sådan mere generel modstand hun markerer på den måde.

Jette: På det hele.

Lene: Ja måske ikk’.

Jette: Det er hendes skepsis til ”kan jeg overhovedet bruge det her til noget”.

Lene: Hvis det er det... så kan det godt være hun skal... have plads til at sidde og snakke om hundene eller et eller andet.

Jette: Yes, vi tager lige en føler.

Der er flere aspekter i hele denne sekvens som er interessant i forhold til teamets måde at gribe deres funktion an på. For det første teamets markante fokus på deltagere der gør sig bemærket ved enten ikke at sige noget, modsige sig selv, melder sig ud af fællesskabet eller på anden måde i teamets øjne signalerer svaghed. Disse svage deltagere fylder meget i teamets bevidsthed og påvirker dermed også indholdet af teammødet. Jeg undrer mig imidlertid over at teamet ikke er lige så fokuseret på de deltagere der i deres øjne fylder på en stærk måde ved at markere sig med fornuftige kommentarer og indlevelse i undervisningen. For mig at se kan en deltager der siger meget i undervisningen eller kommer med sjove bemærkninger lige så godt være udtryk for utryghed som det kan være selvsikkerhed. Det kan jo endda tænkes at grunden til at nogle af deltagerne ikke siger så meget eller på anden måde holder sig tilbage netop ligger i at de ikke kan komme til for de stærke deltagere der fylder meget. Dermed får jeg en opfattelse af at teamet forholder sig unuanceret til den forskellighed hvormed den enkelte deltager fylder rummet.

For det andet er der forholdet mellem Lene og Jette som i denne sekvens på skift prøver at definere indholdet af denne del af teammødet – de svage deltagere. Samtidig med at Lene og Jette forsøger at komme frem til en konstruktiv måde at hjælpe den svage deltager eksisterer der et magtforhold mellem dem. Dette magtforhold kommer til udtryk ved at de hver især tolker på deltagerens adfærd og kommer med deres bud på dels hvad deltagerens utryghed skyldes, dels hvordan de skal give feedback til vedkommende. Jeg oplever det sådan at det i dette magtforhold er Lene som kommer til at fremstå i en mereværdspol og Jette i en mindreværdspol, hvilket understøtter mine tidligere refleksioner over hvem af dem der var ”lederen”. Men det er ikke sådan at magtspillet er en bevidst og decideret ondskabsfuld begivenhed men alligevel fremstår forholdet meget tydeligt for mig som tilskuer.

Magtspillet kommer ikke kun til udtryk gennem ord men i ligeså høj grad gennem deres kropssprog. For eksempel giver Lene i ovenstående citat udtryk for tvivl i forhold til Jettes tolkning ved at hun sender hende et meget tvivlende blik. På samme måde glatter Jette ud flere gange i forbindelse med at Lene enten sår tvivl om hendes begrundelser eller er kommet med et modforslag. Den måde hun glatter ud på foregår dels verbalt men også kropsligt ved at hun læner sig lidt tilbage, folder armene eller rømmer sig efterfølgende. På nuværende tidspunkt er jeg ikke klar over hvad denne ”udglattenhed” er udtryk for. På den ene side kan den opfattes som konfliktskyhed eller usikkerhed i forhold til (magt)forholdet til Lene, og på den anden side kan den opfattes som åbenhed over for nye tolkninger af situationen. Denne åbenhed kan i så fald hænge sammen med at teamet i dette tilfælde befinder sig i en brainstormagtig situation hvor de skal prøve at komme ind til kernen af problemet. På grund af Jettes intuitive væremåde vil hun derfor ofte være den der kommer først på banen med forslag og altså efterfølgende udvise åbenhed over for andre mulige tolkninger.

For det tredje er der den uklare beslutning Lene og Jette kommer frem til som løsning på problemet. I hvert fald står jeg tilbage med stor uklarhed om både hvem af dem der tager kontakt til deltageren og hvordan kontakten bliver iværksat. Som gengivet i ovenstående citat lyder den meget vage beslutning ”vi tager lige en føler”, og med mindre teamet kender hinanden utrolig godt så mener jeg det er uklart hvordan det videre forløb i denne sag skal forløbe. Jeg får en oplevelse af at denne uklare beslutning mere er udtryk for et konfliktudskydende kompromis som følge af ovennævnte magtforhold, snarere end det er et bud på en velovervejet og konstruktiv løsning.

Der var ellers mange gode overvejelser hos teamet op til den uklare afslutning. Der var ikke tale om at de spottede problemet og så bare gik videre til næste punkt på dagsordenen. De gav tid og plads til at prøve at forstå problemet og overveje forskellige løsninger på feedback til deltageren. På den måde forsøgte både Lene og Jette at tage hånd om den svage deltager for at få vedkommende på rette kurs igen. For eksempel havde Lene nogle meget fornuftige og interessante overvejelser omkring den forstyrrelse det under alle omstændigheder vil medføre når teamet går ind og konfronterer deltageren. Lene nævnte således at det kunne være farligt at kommentere deltagerens fravær fra massageøvelsen, fordi hvis problemet netop havde noget at gøre med ikke at komme for tæt på, så ville det at snakke om ”at komme for tæt på” i sig selv være at komme for tæt på!

Deltagerindflydelse (sekvens 2)

Den næste sekvens jeg vil beskrive finder sted i slutningen af teammødet, hvor jeg spørger teamet om min tilstedeværelse i undervisningen har været for forstyrrende. Til det svarer Lene umiddelbart at det nok havde været sværere at rumme hvis jeg havde været til stede på det forrige kursusforløb som Lene havde været med på. Udover at de dér havde brugt meget energi på at lave dele af kurset om skulle de nemlig også forholde sig til at få sat en ny underviser ind i kurset. Derudover nævnte de at anden del af kurset er præget af deltagerindflydelse i langt højere grad end første del. Både Lene og Jette mener at deltagerindflydelse kræver meget af teamet, hvilket følgende citat bevidner om:

Lene: Altså der er sgu’ reel deltagerindflydelse, hvilket jeg i øvrigt synes er noget af det sværeste at håndtere som underviser.

Jette: Du ved faktisk ikke hvad du ramler ind i.

Lene: Nej...og hvordan sikrer man at det er en deltagerindflydelse der ikke begrænser sig til de to-tre stykker der sidder og råber. Fordi det er jo ikke nødvendigvis mere demokratisk eller hensigtsmæssigt eller noget som helst. (...) Men altså jeg ved jo godt, jeg ved jo godt bagefter når man så har fået gjort noget ved det og kommer over den der hurdle, så er det jo også enormt tilfredsstillende ikk’.

Jette: Ja... men lige når man er i det så er det ikke særlig sjovt.

Det er helt tydeligt at både Lene og Jette føler det som et meget stort pres og en kæmpe udfordring at arbejde med deltagerindflydelse på kurset. De oplever det i hvert fald som en forstyrrelse af teamets arbejde; en forstyrrelse som på en måde er selvskabt eftersom det ligger som en bevidst hensigtserklæring for kurset og samtidig er en nødvendighed for overhovedet at skabe udvikling på deltagersiden. Men som Jette udtrykker det så er det ikke særlig sjovt når man står midt i det. For udover at det kræver øget opmærksomhed ved at underviserne skal være i stand til at gå ind og vurdere hvordan deltagerindflydelsen skal håndteres og hvilke konsekvenser det i så fald vil have, skaber det også en øget eksponering af det enkelte teammedlem. Ikke alene skaber deltagerindflydelse et øget arbejdspres på teamet, det medfører også et psykisk pres på den enkelte underviser. Dette aspekt er Lene og Jette imidlertid helt på det rene med og vil da heller ikke have deltagerindflydelsen for enhver pris, hvilket Lene rammende udtrykker:

Lene: Vi skal jo også sørge for at vi...at instruktørerne kommer hele hjem, ikk’.

Jeg undrer mig imidlertid over at teamet ikke også ser dette arbejde med deltagerindflydelse som en udfordrende måde at lære noget selv som underviser. De siger godt nok at det ikke er så sjovt lige når de står midt i det, men samtidig at det er enormt tilfredsstillende bagefter. Jeg synes man skulle tage at se på deltagerindflydelsen som en mulighed for selv at lære noget som underviser, og at denne læring nødvendigvis sker gennem en forstyrrelse der måske til tider ikke er lige nem at komme igennem. Men deres afsluttende bemærkning vidner om at det ikke er teamets egen læring der er i fokus. For teamet gælder det snarere om at komme igennem uden alt for stort besvær!

Toppen af siden