2.3.              Tirsdag

Forhandlingsteori 1 og 2

Efter at Lene har repeteret gårsdagens hændelser under punktet ”Bakspejlet” spørger hun om det er i orden at jeg tager nogle polaroidbilleder til brug i dialogen med teamet om aftenen. Deltagerne accepterer det men der er dog en der spørger om de får billederne bagefter, hvilket jeg dog ikke kan love dem. En anden synes det nok kommer til at virke forstyrrende men at det er i orden. Vi aftaler at jeg prøver at tage nogle billeder og at vi ser hvad der så sker.

Lene starter sit oplæg om forhandlingsteori, hvor hun på en flipover har skrevet fire ting som er gældende i forbindelse med interessebestemt forhandling:

1)      Hold person og problem adskilt.

2)      Interesser – ikke standpunkter.

3)      Find flere forslag.

4)      Objektive kriterier.

Jette tager sig af det første punkt og forklarer at det handler om at skelne mellem forhold (om der er tillid eller mistillid) og indhold (om man er enig eller uenig). Jette tegner et skema med forhold og indhold på hver sin akse og inviterer deltagerne til at være med til at udfylde skemaet. Skemaet udfyldes altså i fællesskab ved at Jette spørger deltagerne, men Jette omformulerer deltagernes ord til sine egne. På den måde får hun dels involveret deltagerne i processen, dels sikret at det er de ’rigtige’ ord der kommer frem. Det giver mig en følelse af at det hele er fastlagt på forhånd, og at det vigtigste ikke er at deltagerne er med til at lave skemaet, men derimod at teamet får vist en flot model. Det er for mig at se et udtryk for en pseudo-deltagerindflydelse hvor svaret er givet på forhånd.

I forbindelse med at Lene gennemgår det næste punkt ”interesser – ikke standpunkter” spørger hun en af de stille deltagere om hun vil sige noget, hvilket hun imidlertid ikke har lyst til. Gennemgangen af punkterne bliver dernæst afbrudt af en øvelse om aktive spørgsmål, hvor deltagerne får udleveret et papir med forklaringer og eksempler som de skal gå sammen og øve to og to.

Imens tager jeg billede 1 af Lene og Jette der snakker sammen om at Jette kunne lave en mental øvelse med deltagerne. Lene siger at de jo ligeså godt kan udnytte at Jette har kendskab til NLP i forhold til måden at stille spørgsmål. Jeg kommenterer at jeg netop har observeret nogle af deltagerne som har en lidt ironisk distance til måden at stille spørgsmål på ud fra det uddelte papir. Teamets reaktion på det er at sådan vil der altid være nogen der reagerer. Jeg får en følelse af at jeg har formået at påvirke teamet på en konstruktiv måde i denne pause, dels ved at tage billedet, dels ved at jeg blandede mig i deres diskussion. Derfor spørger jeg Lene og Jette om de har noget imod at jeg i næste pause optager samtalen på bånd, så jeg bedre kan genskabe situationen senere. Det har teamet heldigvis ikke noget imod når blot det kun er i pauserne jeg optager.

Øvelse i aktiv lytning

Tilbage i plenum fortæller Jette uddybende om aktiv lytning som deltagerne netop har været ude at øve to og to. Hun kommer blandt andet ind på at man skal forsøge at forstå modpartens tankegang, fornemme følelser, bruge sine sanser og få modparten til at udtrykke sig klart. Imens spekulerer jeg over hvorfor Jette ikke laver en øvelse der illustrerer pointerne i aktiv lytning, især set i lyset af at teamet i den forrige pause jo netop snakkede om at lave en mental øvelse.

Jette kommer ind på betydningen af at man som forhandler forsøger at skabe sig et kort over verden hos modparten. Dette udvikler sig til en energifuld diskussion om at give feedback i forhold til dagligdags problemer fra deltagernes arbejdspladser. I den forbindelse taler Jette nu direkte til deltagernes jobfunktion og ansvar som tillidsrepræsentanter: ”I skal sgu’ sige hvordan I føler nogle ting!”.

Jeg tager billede 2 under ovennævnte diskussion i plenum. Det medfører tydelige reaktioner fra deltagerne på grund af at kameraet larmer meget. På den måde kommer jeg ufrivilligt til at forstyrre undervisningssituationen lidt for meget, og jeg bliver da også selv forskrækket og pinlig berørt. Dem der sidder over for mig smiler godt nok, mens min sidemand spontant giver lyd fra sig - på en gang overraskende men også med foragt i stemmen. I den efterfølgende pause snakker jeg løst med nogle af deltagerne om den iørefaldende fotografering. En af deltagerne kommenterer ironisk: ”Det er vel nok et dejligt stille kamera du har der!”. Ret hurtigt beslutter jeg mig for ikke at tage flere billeder i undervisningen. Jeg ønsker ikke at forstyrre så meget – hverken kurset eller mig selv.

Forhandlingsteori 3 og 4

Efter pausen tager Jette fat på forhandlingsteoriens punkt 3 om at finde flere løsninger. Hun lister nogle forskellige metoder op på flipoveren, hvorefter en deltager spørger ud i undervisningslokalet om der er nogen der har erfaringer med brainstorming sammen med modparten i en forhandling. Lene melder sig meget hurtigt og fortæller om en oplevelse hun selv har haft. På spørgsmål fra deltagerne er det både Lene og Jette der kommer med kommenterer, selvom det er Jette der står op og på en måde er den der er ansvarlig for dette punkt. Dette var ikke tilfældet under det forrige punkt omkring aktiv lytning og kommunikation, men det skyldes formodentlig en forskel på Lene og Jettes styrker og svagheder som således kommer til udtryk her. Til sidst fortæller Lene om objektive kriterier.

Forhandlingsbeskrivelser

I frokostpausen holder Lene og Jette møde i kursuslokalet hvor de blandt andet skal udvælge en forhandlingssituation blandt deltagernes egne beskrivelser. Jeg går lidt rundt i starten og tager billede 3 og 4. Før teamet går i gang med at finde en brugbar forhandlingsbeskrivelse afgør de først hvem der tager hvilken gruppe og kommer på den måde automatisk ind på en af deltagerne. Deltageren snakker hyppigt om sine aversioner til begrebet Den Lærende Organisation (DLO) og har også åbnet op for nogle problemer i forhold til sit privatliv. Lene og Jette er lidt i tvivl om hvordan de skal håndtere denne person i forhold til hvem af dem der tager personens gruppe. Det ender med at Jette tager hendes gruppe selvom DLO er en af Jettes kæpheste qua sit arbejde med det til daglig og sin egenskab som NLP-instruktør.

Derefter er der lang stilhed hvor teamet læser deltagernes beskrivelser af en konkret forhandlingssituation. Jeg tager billede 5 og spekulerer imens over hvilke kriterier de vælger ud fra. Lene og Jette synes det er sværere at finde en forhandlingsbeskrivelse end det plejer at være. De forklarer mig at det er svært at finde et spændingsfelt i nogle af beskrivelserne, og Jette siger direkte at der ikke er nok kød på.

Efter frokosten informerer Lene om at teamet har udvalgt to beskrivelser og spørger efterfølgende om de implicerede personer har lyst til at det bliver dem, hvilket de ikke har noget imod. Lene og Jette tager hver deres gruppe og instruerer dem i forhandlingsbeskrivelsen. Jeg bliver sammen med Lenes gruppe som efter instruktionen fordeler rollerne imellem deltagerne så der både er aktører og observatører. Forhandlingsøvelsen starter og Lene observerer og blander sig kun til sidst. Efter øvelsen går Lene sammen med forhandlerne som giver feedback til hinanden efter rækkefølgen ”hvad gik godt?”, ”hvad var svært?” og ”hvad vil I gerne have feedback på?”. Lene spørger ind til hver enkelt ud fra de nævnte spørgsmål. Når én har været igennem, repeterer Lene det vedkommende har bedt om at få feedback på. Lene spørger ind til hvordan de selv har oplevet det de selv bringer på banen.

Efter runden giver hver enkelt feedback til de tre andre. Efter en pause samles begge grupper i plenum, hvor Jette styrer slagets gang og de to grupper fremlægger hvad de har lært. Efter opsamlingen bliver deltagerne bedt om at gå ud af lokalet og skrive dagbog i en halv time, hvorefter Lene og Jette har arrangeret en quiz.

Samværsregler (sekvens 3)

Under en tidligere pause i løbet af dagen var jeg som nævnt kommet på den idé at jeg kunne optage teamets dialog i pauserne på båndoptageren (side 28). Denne idé følger jeg derfor op nu hvor vi er ved slutningen af dagens program. Deltagerne er ude og skrive i dagbog og Lene og Jette er ved at få styr på tingene til den efterfølgende quiz før aftensmaden. Jette synes ikke de skal fordre deltagerne med mere men mener dog at de skal holde øje med en deltager der tilsyneladende ikke har det særlig godt med at hun skal være aktør på næste dags forhandlingsøvelse. I det hele taget er teamet som så mange gange før meget opmærksom på de såkaldt svage deltagere og overvejer hvordan de skal få dem på ret kurs igen, så de kan tage hjem i morgen med en positiv oplevelse. Teamet overvejer lidt hvordan de kan sætte ind over for de pågældende deltagere samtidig med at de er bevidst om at de ikke skal sætte en hel masse i gang på det her sene tidspunkt hvor mange er trætte. Jette foreslår at det nok ikke skal være mere end en kollektiv stemningstilkendegivelse hvor der overordnet bliver taget stilling til hvordan det går og hvad der er nået indtil nu. Lene nikker og spørger om Jette vil gå ind og gøre det, hvilket Jette siger ja til med det samme.

Lige efter at denne beslutning er vedtaget tænker Lene videre og kommer ind på at de ikke har været inde på spilleregler på dette kurset og at det måske også var en mulighed for at støtte op om de svage deltagere. Lene lægger denne idé meget åbent ud til overvejelse med Jette, dog med et konkret forslag til hvordan det praktisk kan formidles. Jette fanger ideen lynhurtigt og et øjeblik efter har teamet udbygget den forrige beslutning til en i mine øjne bedre løsning. Jeg slukker båndoptageren da pausen er slut og deltagerne begynder at komme ind i lokalet igen.

Hele denne dialog tog højst 2 minutter og viser efter min opfattelse teamets evne til dels at udnytte hinandens observationer af deltagerne, dels at udnytte de korte pauser til at finde frem til en konstruktiv løsning på de observerede problemer. Måden de kommer frem til beslutningerne på er ikke præget af samme magtspil som jeg var vidne til på teammødet den første aften (side 25), men har snarere karakter af en mere ligeværdig dialog. Dialogen er konstruktiv på den måde at både Lene og Jette formår at spille ind i feltet med umiddelbare ideer til løsning af udfordringen som i dette tilfælde fører til en bedre beslutning end den første, om end ingen af løsningerne er helt klare for mig. Men her må jeg nok affinde mig med at teamet i denne situation er mere inde i det faglige stof og kender hinanden nok til at vide hvad der ligger af handling i de forskellige beslutninger.

Efter at deltagerne har haft tid til at skrive i deres dagbog samles de igen til en quiz, hvor der i en anderledes ramme bliver leget og grinet over to forhandlingssituationer. Deltagerne skal improvisere to og to over tænkte situationer og må bruge forskellige kreative remedier som ligger fremme på bordet. Hele stilen er ligesom et underholdningsprogram i fjernsynet og de fleste ser også ud til at more sig. Dog er der en af deltagerne der forlader lokalet midt under quizzen uden forklaring. Det er den samme deltager som ikke ville være med til massageøvelsen.

Da quizzen er slut er der en lille pause hvor jeg igen tænder for båndoptageren mens teamet forbereder øvelsen omkring spilleregler - eller samværsregler som de nu kalder det. Igen foregår tingene lynhurtigt for der er ikke lang tid til at deltagerne kommer ind igen:

Jette: Kører vi en halv time i gruppen?

Lene: Ja først fem minutter individuelt ”hvad er vigtigt for mig for at jeg kan lære noget?” (Jette skriver på flipover). Og begrundelsen er at ”nu har vi været sammen i halvandet døgn og vi skal være sammen i morgen igen plus fire dage senere. Så I har nogle erfaringer med hinanden, men det er vigtigt lige at få snakket om hvad er vigtigt for den enkelte for at kunne lære noget, hvad skal der til?”.

Derefter kommer deltagerne tilbage og Jette præsenterer øvelsen med samværsregler, hvorefter deltagerne går ud i de respektive grupper i en halv time. Imens bliver jeg sammen med teamet som forklarer hvordan og hvorfor denne øvelse kom på plads. På den måde får jeg teamets egne forklaringer og refleksioner over egen handling. Lene forklarer at samværsreglerne kom til at ligge dér fordi der for det første var tid til det og for det andet fordi det på grund af situationen var hensigtsmæssigt at tage det op. Jettes observationer af de svage deltagere gjorde det med andre ord nødvendigt at gøre noget ved det inden dagen var omme, så de ikke skulle gå og blive endnu mere utrygge end de er i forvejen. Så udover at det er godt for alle deltagerne og kurset som helhed at der bliver diskuteret samværsregler, så har øvelsen helt klart også til formål at få de stille deltagere mere med på banen. Men stadigvæk er det helt op til grupperne og den enkelte deltager at få sagt de ting som er vigtige for at man kan lære noget. Den proces mener Lene ikke teamet kan gøre ret meget mere ved men når det er sagt så har hun også tiltro til at de nok skal klare det:

Lene: Nej men eller også så tror jeg måske at de godt kan finde ud af at sige til hinanden ”jamen det er vigtigt for mig...” hvad det nu end er. Og når de andre hører nogen sige ”jamen det er vigtigt for mig at der er tryghed i gruppen og plads til at dumme sig”, så er de jo også så tilpas både intelligente og følsomme til at de godt er klar over at det skal vi lige tænke på. Så det tror jeg på at det kan løse situationen.

Således giver teamet udtryk for at de tror på at interaktion med øvelse kan løse et problem og få inddraget svage personer. Men det kræver stadig aktiv handling fra alle deltagerne men det viser teamet også af ovenstående citat at de har tillid til.

Alt i alt synes jeg det var berigende at optage teamets dialog i pauserne på bånd, selvom det også krævede overskud fra min side hvis jeg også skulle kunne stille spørgsmål til det der skete. Det var især interessant at få et klarere billede af både teamets evne til refleksion i handling og refleksion over handling ved henholdsvis situationen omkring ændring og videreudvikling af beslutning, og situationen omkring teamets italesættelse af egen handling over for mig. Det viser for mig at de er meget bevidste om hvad de gør og at de er i stand til at handle mere eller mindre instinktivt i situationen hvor tingene går stærkt. Endelig synes jeg at det de kom frem til var en god løsning som gav deltagerne mulighed for selv at styre hvor meget de vil komme på banen med det de har behov for. På den måde kan man sige at teamet i fællesskab udviklede en metode til tilpas forstyrrelse af deltagerne.

Efter at deltagerne har været ude i grupperne bliver de forskellige samværsregler præsenteret i plenum. En deltager spørger til deltageren der forlod quizzen og som stadig ikke er kommet tilbage. Teamet forklarer at deltageren var nødt til at ringe hjem. Teamet opfordrer dog til at dem der har hotelværelse i nærheden af hende kigger til hende.

Toppen af siden