2.4.              Andet teammøde

Bakspejl (sekvens 4)

Denne lille sekvens bidrager til billedet af det tidligere omtalte magtforhold som jeg oplever eksisterer mellem Lene og Jette. Situationen er meget banal men alligevel (eller måske netop derfor) synes jeg den giver et godt billede af dette magtforhold. Indholdet i dialogen mellem Lene og Jette drejer sig om detailplanlægningen af Bakspejlet som er et refleksionspunkt den næste dag. Lene indleder med at forklare at da bakspejlspunktet var på i morges havde hun fået formuleret opgaven lidt anderledes end planlagt. Jette er enig og supplerer med at formuleringen var blevet lidt kort, hvorfor hun efterfølgende havde haft lidt svært ved at få skrevet deltagernes refleksioner ned. Jette forholder sig ikke til om indholdet i Lenes forkortede formulering er godt eller skidt men derimod hvilken konsekvens det havde i situationen. Lene fortsætter derimod sin tankerække ved at komme ind på at den måde hun fik formidlet bakspejlet på var mere vurderende og følelsespræget, hvilket hun synes kunne være konstruktivt at fortsætte med:

Lene: Men vi vil måske have lidt ud af hvis vi i morgen så prøver at sige til dem: ”Tre ting som du oplevede som væsentligt i går”.

Jette følger Lenes forslag op:

Jette: Mja...ja ”som du oplevede i går” eller ”som du lærte af væsentlige ting i går”. Altså jeg oplevede at kagen var dårlig eller hvad lærte jeg i går af vigtige ting...om mig selv eller andre...altså fagligt, personligt, socialt eller...så det ikke bare er en oplevelse men men...

Lene ser betænksom ud og siger ikke rigtig noget hvorpå Jette følger op ved at glatte ud og foreslå at de prøver det af på Lenes måde. Lene vil derimod gerne forklare yderligere hvorfor hun synes det kunne være godt at spørge til oplevelser frem for hvad deltagerne har lært. Resten af dialogen forløber således:

Lene: Der kan godt være oplevelser som er væsentlige at få frem tænkte jeg på, som ikke nødvendigvis er noget de vil forbinde med at de har lært noget.

Jette: Ok.

Lene: Altså hvis der er et eller andet, der har betydet meget for dem eller...

Jette: Ja, men lad os da prøve altså...

Lene: Altså måske vil vi snævre det ind ved at sige ”som du lærte i går”.

Jette: Lad os bare bruge det der og så ser vi hvad der sker. ”Tre ting som du oplevede som væsentligt i går” (rømmer sig mens hun skriver ned i sine papirer).

For mig er det helt tydeligt at Jette bliver en smule irriteret over at Lene bliver ved med at argumentere for hvorfor hendes formulering er bedre end det de oprindelig havde planlagt. Jettes reaktion er ligesom andre gange præget af en udglattende facon der på en gang signalerer konfliktskyhed og åbenhed. Hun er i hvert fald ikke bange for at prøve en ny formulering af men sætningen behøves ikke blive vendt og drejet hele tiden som Lene giver udtryk for. Jette taler tydeligt for at de bare skal prøve det og se hvad der sker. Lene derimod vil tydeligvis gerne være mere sikker på at det nu også er en god idé at køre videre med hendes formulering. Jeg tror ikke Lene reagerer sådan for at få ret, men derimod fordi hun har behov for at tænke det helt igennem før hende og Jette begynder at ændre på tingene. Det er et eksempel på forskellen mellem Lenes og Jettes måde at gribe tingene an på. Lene er her den rationelle tænker mens Jette repræsenterer en mere intuitiv føler.

Når alt kommer til alt så har denne forskel mellem Lene og Jette betydning for hvem der kommer til at definere indholdet i den faglige diskussion, og dermed indvirker det også på magtforholdet imellem dem. Selvom jeg hverken tillægger Lene eller Jette nogle skjulte hensigter med bevidst at definere virkeligheden på bekostning af den anden, så ender denne sekvens alligevel med et snært af irritation fra Jettes side. Irritationen kommer til udtryk ved en meget bestemt rømmen.

Planlægning (sekvens 5)

Derefter går teamet over til at planlægge næste dags forhandlingsøvelse ud fra en deltagers beskrivelse af en konkret lønforhandlingssituation. Jette lægger ud med at oversætte deltagerens beskrivelse til en mulig øvelsessituation ved at definere nogle forskellige forhandlerroller. Samtidig får hun flettet noget forhandlingsteori ind i øvelsen som teamet har haft på programmet i løbet af dagen så det også fra den vinkel bliver relevant for deltagerne. Imens lytter Lene opmærksomt til og nikker en gang imellem. På et tidspunkt kommer Lene dog med et forbehold om at øvelsen ikke skal være en nøjagtig kopi af deltagerens beskrivelse fordi den pågældende deltager selv er til stede for at forhandle sin egen løn. Det godtager Jette men lidt efter kommer de alligevel frem til at det måske ikke er så urealistisk at øvelsen skildrer en lønforhandling hvor en tillidsmand forhandler sin egen løn. På den måde kommer deltagerne også til at forholde øvelsen til deres egen arbejdssituation:

Lene: Det er jo ikke nogen urealistisk situation, jeg mener efterhånden som de kommer til at forhandle ny løn mere og mere, så vil det jo være sådan at de kommer til at sidde sammen med, altså at de kommer til at forhandle deres egen løn. Det er jo så typisk samtidig med at de så forhandler tillæg til nogle andre kollegaer men det kan jo ikke være sådan at man så som tillidsrepræsentant så siger ”jeg vil ikke forhandle min egen løn”. Jeg mener, sådan fungerer systemet altså ikke.

Ovenstående beskrivelse og citat fra teamets planlægning vidner om at Lene og Jette er meget bevidste om deltagernes baggrund og hverdag. For det første tager forhandlingsøvelserne direkte udgangspunkt i nogle af deltagernes egne forhandlingsbeskrivelser, hvorved deres hverdagserfaringer bliver draget direkte ind i kurset. For det andet bearbejder teamet disse forhandlingsbeskrivelser så de passer ind i den øvrige undervisning ved at koble relevant teori på indholdet uden at øve unødig vold mod beskrivelsernes særkende. Efter at Lene og Jette er kommet frem til den endelige model for morgendagens forhandlingsøvelse spørger jeg dem hvordan de kommer fra deltagerbeskrivelse til forhandlingsøvelse:

Jette: Vi tager noget af det, grundelementerne i den, men...altså det der er beskrevet i den, det er simpelthen det der med at den der person kommer ind og skal forhandle sin egen løn og bliver mødt med at NN rammer hende personligt. ”Synes du det er noget?” eller ”Det er da ikke noget værd”. Hvor hun så simpelthen bliver så rasende på hende, så hun når ingen vegne ved at hun nærmest smækker med døren. Og hvis vi bare tager den, så når vi jo ikke videre. Så det vi prøver på det er lige at få nogen ting fyldt på som kan give en forhandling.

THV: I bruger den bare som udgangspunkt?

Lene: Ja, altså det er jo også lidt...man kan jo sige vi...jeg ved ikke om vi i den første situation holder os lidt mere tæt til, men alligevel går vi ind og siger ”vi tager selve stedet”, tid og sted og emne for forhandling og sådan noget, men vi går jo så ind og skær der hvor vi kan se, hvad blev der så faktisk gjort. Så løfter vi den ud af den konkrete sammenhæng. Og vi går...i den forhandling i dag er vi jo heller ikke gået ind og sagt ”de personer der sidder om bordet er sådan og sådan”.

Jette: Der spiller de sig selv på en eller anden måde.

Jeg ser denne arbejdsmåde som en styrke i bestræbelsen på at skabe samspil mellem kurset og deltagernes respektive hverdag på arbejdspladsen ved på denne måde at bringe teori og empiri sammen. Det er efter min opfattelse en glimrende måde at bearbejde individuelle erfaringer kollektivt gennem casebeskrivelser.

Teamdynamik (sekvens 6)

I slutningen af teammødet viser jeg nogle af de billeder jeg tog af teamet i løbet af dagen (billede 1-5) og vi kommer ind på hvordan Lene og Jette bruger hinandens ressourcer og hvordan de i det hele taget arbejder sammen. Jette lægger ud med at fortælle at deres samarbejdsform ikke er noget de aftaler fra gang til gang men blot er noget de gør. Lene bakker Jette udtalelse op men uddyber at de har en forløbsbeskrivelse fra et tidligere kursus som de går igennem inden kurset. Ud fra den aftaler de hvem der forbereder hvilke punkter, således at kursets første dag ligger rimelig fast. Så kan det godt være at de hen af vejen bytter rundt på nogle ting hvis det passer bedre til den konkrete situation.

Det er ikke sådan at vi taler direkte ud fra de forskellige billeder men de tjener som åbning til at snakke om Lene og Jettes samarbejde. Jeg spørger hvordan deres forskellige styrker kommer på banen og henviser til en situation tidligere på dagen hvor de snakkede om at lave en mental øvelse. Lene forklarer at de i den situation vurderede at de havde tid til at lave en lille øvelse med deltagerne hvor Jette kunne inddrage sin erfaring som NLP-instruktør. Jette supplerer med at de andre gange kan bytte rundt på oplæggene hvis en af dem for eksempel ikke føler sig helt sikker på det. I sådanne situationer bytter de rundt så vedkommende kan se hvordan den anden bærer sig ad, og bagefter snakker de om hvad forskellen var.

Jette: Jeg tror også det er noget af det vi gør nu. Vi går pingpong. Vi gør på hver vores måde og vi skaber en vekselvirkning på i måden at gøre det på men også i, hvad skal man sige, i energifeltet. Altså der sker noget skift på det også ikk'.

Lene: Altså det vi så meget gør, det er så at gå ind og sige "hvor er vi nu og hvor skal vi hen?"

Jette: Hvad har du oplevet og hvad har jeg oplevet? Har vi tændt noget hos deltagerne, som gør at vi nu skal skifte kurs.

Ud fra deres egne udsagn at dømme gør Lene og Jette meget ud af at udnytte hinandens ressourcer og iagttage hvordan de hver især griber tingene an. På den måde giver de udtryk for at de både skaber variation i undervisningen og ikke mindst lærer meget af hinanden ved at supervisere og snakke om undervisningen efterfølgende. Udover at udnytte hinandens ressourcer til at gøre undervisningen bedre kommer Lene også ind på at de drøfter hinandens observationer af deltagerne. For som nævnt flere gange tidligere så har både Lene og Jette meget fokus på forholdet til og mellem deltagerne – navnlig de svage af dem:

Lene: Også lidt det...det kan man måske nogen gange, det ved jeg ikke om vi dyrker for meget, men vi prøver sådan lidt at holde øje med de enkelte deltagere, og så lige overveje at tage den der lille kontakt til den enkelte af dem, hvis der er nogen ting.

THV: Nogen der ikke siger så meget?

Lene: Nogen der ikke siger så meget, nogen der måske virker som om de er stået af.

Jette: Så altså fra vores led synes jeg også der er en vis omsorg. Altså vi vil gerne lære dem noget, men vi er også ansvarlige for at de ikke bare bliver puttet ud i noget og så lader vi dem falde. Altså der er ingen der går fra vores kurser uden vi har sikret os at de ikke er i en positiv proces. Altså vi sender aldrig nogen hjem hvor vi har åbnet hele skidtet og så bare ladet dem gå ud af døren. Det gør vi ikke. Ligesom at være sikre på at vi har dem og afleverer dem pænt igen. Det kan godt være at nogen er i gang med nogen overvejelser om nogle ændringer og har haft nogen aha-oplevelser, men de er klar til at gå ud af døren.

Her til sidst kommer Jette ind på en af begrundelserne for hvorfor teamet tilsyneladende går så meget op i at fokusere på de svage deltagere. For teamet er det vigtigt at alle deltagere har en positiv oplevelse med sig hjem. Denne oplevelse prøver teamet dels at skabe gennem undervisningen, dels gennem støtte til de deltagere som føler sig usikre. Usikkerheden kan skyldes mange ting. Det kan for eksempel være øvelserne, teorien eller i det hele taget det at være væk fra de vante rammer, familie og arbejde. Men for teamet hersker der hele tiden en balance for hvor meget de skal gå ind og påvirke den enkelte deltager for at få vedkommende på ret kurs igen. Således gælder det om at foretage en tilpas forstyrrelse af deltagerne.

Forstyrrelse 1 (sekvens 7)

Som den sidste ting på mødet spørger jeg teamet hvordan de ser sig selv i forhold til deres eget læringsbegreb om forstyrrelse, tid og kærlighed. Da ingen af dem svarer lige med det samme spørger jeg direkte: ”Er I blevet forstyrret?”. De virker begge to lidt tøvende men Jette bryder tavsheden ved at komme ind på at den største forstyrrelse var da de mødte hinanden første gang. Dér blev de forstyrret i måden at være underviser på. I starten ”snusede” de efter om det overhovedet var noget de havde lyst til at blive forstyrret af – altså om de kunne arbejde sammen. Det var en slags undersøgelse af hvor meget kærlighed der var til stede imellem dem. Da de siden hen fandt ud af at der var kærlighed og tryghed til stede, vidste de hvor de havde hinanden. De har fundet ud af at de ikke behøver at bekymre sig om deres egen måde at gøre tingene på:

Jette: Jeg kan rent faktisk kvaje mig. Der er en der samler mig op bagefter.

Jette fortsætter med at fortælle at der ikke er nogen grund til at opstille forsvar mod hinanden, og de kan med egne ord ”lægge våbnene”. Således skabte de fra start en indbyrdes kontrakt som de nu kan handle inden for som undervisere og medmennesker. Det giver dem frihed til at udfolde sig individuelt og kollektivt ved at turde kaste ting op i luften og vende og dreje det, for på den måde at udvikle deres arbejde med kurset.

Jeg drejer mit spørgsmål hen på hvad teamet kan lære af deltagerne:

Lene: Altså det er måske svært lige at sige hvad vi har lært af dem vi har været sammen med nu her, men du har så hørt os snakke en hel del, hvor vi jo tit er tilbage i nogle af de andre kurser vi har lavet...og sige hvad var det nu vi lavede og hvordan var det at det udviklede sig. Det er meget sådan nogen af de der situationer hvor en deltager går ind og prøver én af som underviser og udfordrer én. Måske stiller spørgsmålstegn... Gør de det ved ens autoritet selvfølgelig.

Lene siger at de ikke direkte har lært noget af de konkrete deltagere som har været på kurset men snarere af de forskellige situationer som er opstået imellem deltagerne og teamet. Jette giver et eksempel fra dette kursus, hvor der er en deltager der hele tiden kommenterer og associerer nogle termer fra Den Lærende Organisation, som navnlig Jette bruger i sin egenskab af at være uddannet NLP-instruktør. Jeg spørger ind til den pågældende situation:

THV: Du lader dig ikke forstyrre sådan åbenlyst eller hvad skal man sige?

Jette: Nej altså...nej det nærer mig ikke, men jeg er bare opmærksom på at hvis jeg ikke passer på, så cutter hun. Altså fordi så lukker hun fuldstændig af. Så jeg bliver nødt til at lægge niveauet et andet sted. Jeg kan simpelthen køre hende over. Min holdning er, at det er simpelthen nogen...ja noget forsvar, noget oplevet, noget misforstået. Så dér er det en af de ting hvor jeg skal sige, der kunne vi gå ind og diskutere hvornår er det jeg skal sige noget, hvornår er det Lene der skal sige noget. For det kan godt være at Lene siger de samme ting, men de kommer fra hende og det bliver modtaget anderledes.

Ifølge Jette er det altså den pågældende deltager der opstiller et forsvar eller har misforstået noget om det konkrete emne – og ikke teamet der er galt på den! Derfor lader teamet sig heller ikke forstyrre af denne deltager men tager derimod bestik af situationen for ikke at irritere deltageren yderligere. Det er ikke ligegyldigt om det er Jette eller Lene der siger tingene.

Teamets opmærksomhed er rettet mod deltagerne men uden at deltagernes reaktioner og handlinger bliver oplevet som forstyrrende hos teamet. Men det er ikke altid at fokus har været på deltagerne hvilket nedenstående citat vidner om:

Jette: Altså jeg bruger krudt på at kalibrere med folk, se hvad der sker, hvor er de, er de nede, er de i tænkepause, hvad sker der, er der nogen der hopper i stolene når vi siger et eller andet. Og så kan jeg selvfølgelig også gøre sådan "sig noget". Men sådan var det ikke altid. Jeg kan huske da vi startede første gang med al sådan noget. Hold op mand der havde jeg i hvert fald ikke tid til at kigge på de der deltagere. Så var det kun indholdet "hvad skal jeg sige nu, hvilken overhead skal jeg tage frem?".

Lene: Men sådan er det jo altså...så i starten var man meget fokuseret på selv at få sagt sine ting, og der tror jeg da nok at denne form at lave kurser på er jo væsentlig mere krævende. Fordi du laver også den type oplæg ind i mellem, men samtidig er det noget med at have en enorm opmærksomhed på de der deltagere, og gå ind og se hvad har de behov for nu.

Selvom der har været en udvikling i fokus fra fagligt indhold til forholdet til deltagerne, så er det ikke noget teamet føler sig mere forstyrret af. Teamet lader sig ikke forstyrre af deltagernes adfærd på kurset og det var mest i starten da Lene og Jette første gang skulle arbejde sammen at de følte sig forstyrret. Ifølge teamet er forstyrrelse noget man skal have lyst til og på den måde indikerer de indirekte at forstyrrelse er noget man selv kan styre. På nuværende tidspunkt synes jeg det virker lidt uklart hvad Lene og Jette egentlig mener når de snakker om forstyrrelse i forhold til læring. Det virker i hvert fald som om der er forskel på hvad ”forstyrrelse” dækker over afhængigt af om det er i forhold til deltagerne eller teamet.

Toppen af siden