2.6.              Tredje teammøde

Starten af det sidste teammøde på kurset bliver brugt til at se tilbage på hvordan den sidste dag er gået i de to grupper. Lene og Jette fortæller hinanden hvordan de to forhandlinger er gået og kommer efterhånden frem til at diskutere det brev som deltagerne skal have tilsendt inden næste kursus. De får lagt nogle mødedatoer hvor dette brev skal skrives og næste kursusdel tilrettelægges. I den forbindelse spørger jeg om det ville være relevant at jeg deltog på kursets anden del. Lene fortæller i den forbindelse lidt om forskellene på de to kurser og navnlig forskellen i måden deltagerne har indflydelse på. Det er som om teamet ikke rigtig vil tage stilling til om jeg må være med eller ej, så jeg gentager min motivation for at deltage. Aftalen bliver at både teamet og jeg tænker over om jeg skal med på anden del og at vi snakker sammen inden. I den forbindelse kommer jeg til at omtale teamets udtalelse om at deltagerindflydelse er svært som værende en forstyrrelse af teamet. Det får Jette til at referere vores snak i går aftes om teamets læringsbegreb om forstyrrelse, og det er det den næste sekvens handler om.

Forstyrrelse 2 (sekvens 8)

Jette fortæller at hun har tænkt meget over vores snak om forstyrrelse siden i går aftes og overvejet hvornår teamet bliver forstyrret. Man kan sige at hun på den måde selv er blevet en smule forstyrret af at jeg har bragt det på banen. I hvert fald har jeg fået sat nogle tanker i gang hos hende som gør at hun reflekterer over sin og teamets praksis:

Jette: Altså jeg oplever ikke jeg lader mig forstyrre så meget af deltagerne, men vi kan godt forstyrres, vi kan godt forstyrre hinanden, men jeg oplever ikke det er i de her seancer jeg søger forstyrrelsen. Så det er i et andet forum. Det er måske når vi er på instruktørweekend eller når jeg selv er ude at blive uddannet til et eller andet. Så er det ok med forstyrrelsen. Men der er i hvert fald for mig en vis blondekant for hvor meget jeg vil forstyrres når jeg er på her, fordi der skal leveres en vare til en vis kvalitet. Det skal ikke bare blive...altså gå i koma over al muligt, når der en der pludselig skejer ud over noget ikk’.

Det er en interessant udtalelse Jette kommer med her. I forhold til vores snak i går aftes om forstyrrelse, hvor det blandt andet kom frem at forstyrrelse er noget man skal have lyst til og selv kan styre, fremgår det her lidt tydeligere hvad teamet mener med begrebet forstyrrelse. Det er i hvert fald tydeligt at Jette ikke har lyst til at blive forstyrret af deltagerne, og hvis hun skal forstyrres skal det være af Lene men ikke mens de er på kursus.

Jette: Altså for mig i hvert fald tror jeg, det vil ikke være lige det sted her hvor jeg til hver en pris ville, hvad skal man sige, bevidst offentliggøre forstyrrelsen. Jo til Lene, men så vil det ske i lukkede rum her mellem os to. Det vil ikke ske i forhold til de andre.

Jette vil kun forstyrres når hun selv er deltager eller på anden måde ikke står som ansvarlig for undervisningen. Begrundelsen for denne ”tilbageholdelse” af forstyrrelse på kurset er at Jette og Lene står som ansvarlige for at deltagerne får noget fagligt relevant med hjem – ”der skal leveres en vare til en vis kvalitet”.

At det ikke kun er et spørgsmål om hvorvidt man som underviser har lyst til at blive forstyrret men også bunder i en forventning om kvalitet i deltagernes udbytte, er et nyt aspekt i forståelsen af teamets begreb om forstyrrelse. På mig virker det som om at forstyrrelse af teamet bliver opfattet som noget negativt når det kommer fra deltagerne og positivt når det kommer fra kollegaerne.

I forbindelse med forstyrrelse i samværet med deltagerne kom Lene ind på at hun mangler redskaber til at håndtere modstand:

Lene: ...Altså hvad gør vi når vi oplever modstand i rummet. Og hvor vi snakkede om, hvor jeg sagde til Jette ”jamen altså, jeg ville være nysgerrig på hvad du ville gøre”. Jeg havde haft en på et kursus som jeg simpelthen bare synes sad sådan ”hrmf” og ”kan du lære mig noget?”...og ”jeg forstår ikke hvad du siger” og sådan noget ikk’. Og hvor vi så snakkede om hvordan du med NLP-øjne ville se på det og måske prøve at tackle det. Så der havde vi sådan en lille overvejelse om at, hvis der nu kom sådan noget ikk’, jamen at så ville du prøve måske at gå ind og se hvordan du kunne tackle det. For der tænkte jeg lidt på, at jeg synes i hvert fald sidst jeg oplevede hende der, hvor jeg tænkte ”puh, jeg kunne godt tænke at have nogen redskaber til det” ikk’...

Det er altså ikke sådan at Lene og Jette fuldstændig ignorerer at der kan forekomme forstyrrelse fra deltagerne men de vælger ikke at lade sig påvirke af det. Derimod vidner Lenes udtalelse om at de bruger tid på at snakke sammen om hvordan de kan tackle forskellige situationer. Og der er Jettes erfaringer med NLP øjensynlig til stor gavn for dem begge. Senere siger Jette at noget af det hun efterhånden har lært er at gå ind og spørge ind til problemet når en deltager begynder at gøre modstand. Dog er Lene og Jette også opmærksomme på at det ikke er alt der nødvendigvis skal spørges om eller kommenteres. På den måde er noget af initiativet og ansvaret lagt over på deltagerne. For eksempel var gårsdagens øvelse omkring samværsregler (side 30) en måde at give deltagerne mulighed for at komme af med frustrationer og bearbejde dem ude i grupperne.

Toppen af siden