5.1.              Feltet i fokus

Bourdieu mener at samfundet ikke skal forstås ved individer men ved felter. Drivkraften i feltet er magt eller retten til at definere feltet, og denne ret afhænger af hvilken position man som aktør har i feltet. Et felt er et foranderligt område i samfundet hvor mennesker og institutioner strides om noget, der er fælles for dem. I relation til herværende empiri kan Organisationen betragtes som det overordnede magtfelt hvor de forskellige underviserteam udgør nogle underfelter. Organisationen sætter dagsordenen for teamets praksis i feltet i og med at det er Organisationen der definerer de objektive strukturer hvilket kursustyper, ansættelsesforhold og uddannelse for eksempel er et udtryk for. Disse objektive strukturer er på én gang en ramme for teamets udfoldelsesmuligheder samt en måde hvorpå den tilsigtede kvalitet i for Organisationens virksomhed søges opnået. De objektive strukturer kan ikke umiddelbart ændres men teamets valg af undervisningsmetoder er i princippet fri når blot den anvendte metode lever op til den ønskede kvalitet for kurset og medfører den rette effekt for deltagerne.

Indenfor ethvert felt er der positioner som hver især angiver for eksempel en plads i det strukturelle hierarki der uvægerligt opstår og eksisterer i et underviserteam, og Bourdieu mener at man i analysesammenhæng må se feltet som et netværk af objektive relationer mellem forskellige positioner. En position er den plads i det formelle hierarki som struktureres af de objektive relationer mellem agenterne, eksempelvis om man er fastansat i Organisationen eller har et mere perifert tilhørsforhold som udefrakommende underviser eller konsulent.

Hvordan man som underviser agerer i feltet og skaber sig mulighed for indflydelse afhænger dels af den position man indtager indenfor de objektive strukturer, dels at man har en sans for feltets spilleregler og krav. Denne sans for spillet er indlejret i underviserens habitus. Habitus er knyttet til underviserens personlighed som systemer af dispositioner, og etableres via socialisation og grundlægges gennem de vaner der tilegnes i familie, arbejde, fritid og så videre. Habitus er orienteret mod praksis og erhvervet gennem praksis hvilket Bourdieu forklarer med at habitus er socialiseret subjektivitet. Underviserens erfaringer aflejres efterfølgende i den kropslige habitus der på denne måde udvikles til et ubevidst handlingsmønster.

Selvom det godt kunne se sådan ud så fungerer habitus ikke som en uforanderlig skæbne, men derimod som et åbent system af holdninger der hele tiden udsættes for ydre og indre påvirkninger, der enten forstærker eller ændrer habitus. Habitus kan påvirkes og ændres men det vil i så fald være en proces der foregår over lang tid og under konstant påvirkning af de objektive strukturer. Det er relationen mellem de objektive strukturer og de kropsliggjorte strukturer i habitus der er central i en analyse af den sociale virkelighed i teamet.

Det vigtige er at man som underviser hverken kan løbe fra sin sociale position eller sin habitus. Forandringer i et felt og i aktørernes habitus sker dog over forskellig tid. Habitus tager længst tid at ændre på fordi der tolkes gennem noget etableret subjektivt. Hvis felt og habitus stemmer overens vil de gensidigt reproducere hinanden, det vil sige underviserens handletilskyndelser vil passe som hånd i handske med den sociale virkelighed. Ved for stor forskel mellem habitus og felt opstår der imidlertid magtkampe mellem det etablerede og det foranderlige, fordi underviseren skal lægge afstand til noget indlejret og ubevidst.

Kampen om at positionere sig i feltet er en kamp om hvem der besidder mest af den gældende kapital. Kapital er symbolske og materielle ressourcer og overordnet skelner Bourdieu mellem kulturel, social og økonomisk kapital. Kulturel kapital er sprogbrug og fortrolighed med finkultur som Bourdieu også kalder informationskapital. Social kapital er slægtskaber, venskaber og andre sociale netværk. Endelig er økonomisk kapital ejendom, indtægt, formue osv. På tværs af disse kapitalformer bruger Bourdieu betegnelsen symbolsk kapital som typisk er den kapitalform de andre kapitalformer manifesterer sig i. Man benytter sin kapital til at udøve magt og indflydelse i feltet, og derfor anskuer Bourdieu konflikterne indenfor felter som udtryk for retten til at værdisætte forskellige kapitalformer. Bourdieu illustrerer kampene i feltet med følgende spilmetafor:

Det er styrkeforholdet mellem spillerne, der i et givet øjeblik definerer feltets struktur. For at illustrere hvad jeg mener, kan man sige, at hver spiller foran sig har en stak jetoner i forskellige farver, der svarer til de forskellige former for kapital, vedkommende råder over. Det betyder, at vedkommendes relative styrke i spillet, vedkommendes position i spillet og generelle strategiske orientering (…) både afhænger af mængden og arten af jetoner, med andre ord sammensætningen af vedkommendes kapital forstået som volumen og struktur. (…) Hertil kommer, at den enkelte spillers strategier og spillestil ikke kun udtrykker sammensætningen af vedkommendes kapital i et givent øjeblik og dermed chancerne for at få gevinst i spillet, men også afspejler en udvikling i tid af kapitalens volumen og struktur, det vil sige vedkommendes sociale løbebane og de holdninger (habitus), der har udkrystalliseret sig gradvis i mødet med de objektive chancer for at få gevinst. (Bourdieu og Wacquant 1996, s.86)

I denne analyse vil jeg kun komme ind på undervisernes overordnede magtfelt i forbindelse med at jeg ser nærmere på teamets relationer til andre undervisere i feltet. Men jeg kommer ikke med en detaljeret analyse af hvordan det overordnede magtfelt er konstrueret da denne del af teamets praksis ikke har været i fokus for specialet. Jeg har nævnt det overordnede magtfelt her dels for at skildre at det er et aspekt jeg er klar over har betydning for teamets praksis og læring, dels for at definere det felt analysen placerer sig inden for. Når det er sagt skal det retfærdigvis nævnes at gennemgangen af de valgte analysetemaer til sammen giver et nuanceret billede af centrale dele af det overordnet magtfelt med udgangspunkt i et konkret underfelt, men altså ikke på nogen måde et fyldestgørende billede. Nedenfor følger en beskrivelse af analysetemaerne og deres relevans for problemformuleringen.

Fagligt indhold i teamet

Det der skaber læring i teamet er for mig at se det der får underviserne til at reflektere over egen praksis og overveje hvordan denne praksis gavner kurset og deltagerne. Undervisernes praksis handler blandt andet om at definere og skabe et fagligt indhold i kurset som medfører at deltagerne kan bruge det i deres daglige arbejde. Derfor er det relevant at se på hvad det er for et fagligt indhold der fylder snakken i teamet. I den forbindelse har jeg valgt at fokusere på to aspekter som er deltageromsorg og samspil mellem kursus og arbejde. Jeg har med vilje valgt ikke at analysere det forhandlingstekniske aspekt da det efter min opfattelse ikke har haft samme indvirkning på teamets arbejde på det konkrete kursus som det har været tilfældet med de to andre aspekter.

Indbyrdes forhold i teamet

Teamets diskussioner og overvejelser i forbindelse med de to aspekter har i den grad sat sit præg på det indbyrdes forhold imellem Lene og Jette. En analyse af dette magtforhold er central for problemformuleringen da teamets håndtering af konflikter, uoverensstemmelser og uklarheder har betydning for undervisernes mulighed for læring. Det er et spørgsmål om hvordan den enkelte underviser får bragt sin viden og holdninger på banen, skabt plads for egen udfoldelse og udvikling samt mulighed for at definere det faglige indhold i teamet. I forlængelse af det forrige tema er det derfor interessant at se på hvordan teamet håndterer tolkningen af deltageradfærd og samspillet mellem kursus og arbejde. Måden de håndterer det på har i den sidste ende betydning for den enkeltes læring i teamet. I analysen kommer jeg ind på nogle af de aspekter der skaber henholdsvis konflikt og harmoni i teamet og hvordan de kommer til udtryk i den konkrete praksis.

Undervisernes position i feltet

Et tredje forhold der har betydning for underviserens læring i team er hvordan viden og erfaringer fra egen kursusvirksomhed bliver bragt ind i feltet med de øvrige undervisere og teamet. De forskellige team er alle underlagt samme overordnede betingelser, de har alle oplevelser med at definere og skabe fagligt indhold, og sidst men ikke mindst er de alle påvirket af indbyrdes magtforhold i teamet. Hver især har underviserne forskellige og eventuelt modstridende erfaringer med at arbejde i team. Disse erfaringer kunne være udgangspunkt for læring hvis de blev udvekslet og bearbejdet i fællesskab, hvorfor viljen og evnen til vidensdeling på tværs af team er central for underviserens læring i team. I analysen ser jeg på hvordan denne vidensdeling hæmmes og fremmes af forskellige aspekter og kommer specifikt ind på deltagelse i et praksisfællesskab som medium for læring.

Forstyrrelse og konfliktfyldte relationer

I det sidste tema forsøger jeg at samle analysen omkring forstyrrelsesbegrebet som jeg har fokuseret en del på i empirien. Begrebet indgår ikke alene i Lene og Jettes læringsforståelse over for deltagerne, det er efter min opfattelse også et begreb der er centralt for læringen i teamet. Ikke desto mindre viser empirien at teamets forståelse af begrebet er forskellig afhængigt af om de ser det i forhold til deltagerne eller teamet selv. I analysen ser jeg på denne forskellighed og fokuserer min egen forståelse af begrebet på de forhold man som underviser er en del af. En vigtig pointe i den forbindelse er at viljen og modet til at konfrontere forstyrrelsen er et vigtig aspekt i underviserens muligheder for læring i team både i forhold til det faglige indhold, det indbyrdes forhold og positionen i feltet.

Toppen af siden