6.          KONKLUSION

Specialets problemformulering lyder:

Med udgangspunkt i et konkret eksempel på teamteaching analyseres hvilke forhold der fremmer og hæmmer undervisernes læring i team.

Jeg vil i det følgende gøre rede for hvilke aspekter ved det konkrete teams praksis jeg vil betegne som henholdsvis fremmende og hæmmende for læringen. Aspekterne er resultatet af det analysearbejde jeg har foretaget på min indsamlede empiri; et analysearbejde der strækker sig fra de første umiddelbare observationer under kurset til de teorinære betragtninger i den afsluttende analysedel. Jeg vil bevare aspekterne i den tematiske sammenhæng de er analyseret ud fra da jeg mener det samtidig giver et billede af den sammensatte og komplekse virkelighed teamet er en del af.

Det der er med til at skabe læring i teamet er for mig at se når underviserne reflekterer over deres egen praksis og ikke blot overvejer hvordan denne praksis gavner deltagernes læring men også deres egen. I henhold til mine observationer og tolkninger synes jeg imidlertid ikke at teamet i tilstrækkelig grad giver udtryk for et sådant fokus på egen læring. Derimod har de et stort og velbegrundet dobbeltfokus på deltagerne forstået som et fokus både på deltagernes adfærd og på samspillet mellem kursus og deltagernes respektive arbejde. Det er dette dobbeltsyn jeg har analyseret under temaet ”fagligt indhold i teamet”.

Undervisernes fokus på deltagernes adfærd har jeg vist kommer til udtryk som en dobbeltkultur bestående af både omsorg og kamp. Omsorgskulturen er i sin natur repræsentant for en kvindelig logik mens kampkulturen repræsenterer en mandlig. For underviserne handler omsorgen om at sørge for at alle deltagerne kommer ’hele’ hjem fra kurset samt skabe lige muligheder for læring. Kampkulturen kommer derimod til udtryk ved at underviserne gør meget for at bibeholde distancen og autoriteten over for deltagerne af frygt for positionen i feltet. Denne distingveren er primært i forhold til de stærke deltagere som så heller ikke får den fornødne omsorg eller tilstrækkelig med udfordringer for læringen. Modsætningen mellem den kvindelige omsorg og det mandlige magtspil er et forhold som de to kvindelige undervisere er nødt til at forholde sig til for at positionere sig i underviserfeltet. De er med andre ord nødt til at retfærdiggøre sig dels som kvinder i forhold til omsorgskultur og kampkultur, dels som underviser i forhold til magtspillet mellem teamet og deltagerne.

I forhold til undervisernes læring vil jeg sige at retfærdiggørelseskampen om at definere sig selv som kvindelig underviser i en (underviser)verden domineret af mænd både er fremmende og hæmmende. Den er fremmende for læringen i den forstand at den tvinger underviserne til at reflektere over egen praksis. Derudover giver deltageromsorgen en nuanceret forståelse af deltagernes forskelligheder og læringspotentialer, der anvendt fornuftigt kan være med til at højne effektiviteten af kurset. Det giver med andre ord et godt udgangspunkt for at skabe individuelle samspilsprocesser. Derimod mener jeg at retfærdiggørelseskampen og fokuset på de svage deltagere dels fjerner fokuset fra de stærkere deltagere, dels kan føre til at deltagerne ikke får tilstrækkelig udfordring. Deltagerne bliver hjulpet men kun så langt at teamet er sikre på at de tager hele hjem. Endelig mener jeg at kampen om retfærdiggørelse hæmmer undervisernes læring i den forstand at det opfattes som vigtigere at bevare et succesfyldt ydre end at lade sig forstyrre og lære. For Lene og Jette kunne det være en udfordring at bevidstgøre og italesætte rollen som omsorgsydere både i forhold til svage og stærke deltagere og i forhold til hvilken omsorg og hvor meget omsorg der er hensigtsmæssig i relation til læring og forstyrrelse af deltagerne.

I forbindelse med teamets arbejde med at skabe samspil mellem kursus og arbejde mener jeg i sig selv der er meget læring forbundet med at forsøge at skabe disse processer. Det nødvendiggør at underviserne er i stand til at koble teori fra kurset med deltagernes forskellige praksisser hvilket på dette kursus blandt andet blev gjort gennem konkrete forhandlingsøvelser ud fra deltagernes egen hverdag. Samtidig giver det teamet mulighed for at udnytte deres observationer i forbindelse med ydelsen af omsorg. Denne viden er yderst værdifuld når der skal sættes ind med individuelle samspilsprocesser, eftersom teamets indlevelse i de enkelte deltagere og kendskabet til den konkrete arbejdssituation er en vigtig del i en vellykket samspilsproces. En vigtig læring er derfor også at man som team er i stand til at bygge bro mellem kursus og arbejde ved at være bevidst om at læring ikke kun finder sted det ene sted.

Jeg fandt imidlertid at Lene og Jette manglede et mere nuanceret fokus på den enkeltes deltagerbane og at de heller ikke i tilstrækkelig grad gav den enkelte mulighed for selv at overveje sin egen vej gennem de forskellige praksisfællesskaber. Jeg savnede et noget mere differentieret deltagerfokus i forbindelse med iværksættelsen af samspillet. Et øget fokus på deltagerbaner kunne samtidig medføre større indsigt i hvilke deltagerressourcer der er tilstede på kurset og dermed også en mulighed for at kollektivisere den samlede viden. Ligesom det var tilfældet med omsorgsarbejdet, så virker det ikke som om at teamet har tilstrækkelig mod og vilje til at kaste sig fuldstændig ud i at arbejde med deltagerindflydelse på kurset. Teamet frygter for deres position i feltet på grund af de ressourcestærke deltagere og for at de skal miste overblikket som undervisere. For Lene og Jette kunne det være en udfordring at prøve ikke at se sig selv som dem der hele tiden skal have det fulde overblik og vide mest, men i stedet træde ned fra katederet og ud blandt deltagerne.

Teamets diskussioner og overvejelser i forbindelse med ovennævnte krævende dobbeltsyn præger i den grad det indbyrdes forhold og evnen til at samarbejde. Teamet italesætter imidlertid et andet billede af dette indbyrdes forhold end det billede de har givet udtryk for i praksis. Teamet trækker det synlige og formelle samarbejde frem, men overser efter min opfattelse det usynlige og uformelle. Det formelle får endda efter min mening karakter af noget uproblematisk og konfliktløst. Som jeg ser det kan det indbyrdes forhold imidlertid i højere grad karakteriseres som konflikt end som harmoni. Det indbyrdes forhold er for mig at se et magtforhold omkring defineringen af virkeligheden og udviklingen af det faglige. Når teamet ser på sig selv er det i den positive forståelse af magt som magtbrug, men de har efter min mening ikke blik for den negative forståelse af magt som magtmisbrug. Jeg har oplevet flere tilfælde hvor Lene og Jette hver især er blevet forhindret i at udfolde deres styrke på grund af den andens adfærd og psykiske univers. Dette har blandt andet ført til ukonstruktive kompromiser og uklare beslutninger. Magtforholdet kommer også til udtryk som en konkurrence om hvem der er mest omsorgsfuld, hvilket man kan vælge at se som at de skal retfærdiggøre sig selv over for hinanden. Det kan godt være at teamet har givet udtryk for et harmonisk forhold, men deres kropssprog har sagt noget andet.

Jeg finder det hæmmende for læringen at teamet ikke er i stand til i tilstrækkelig grad at samarbejde i overensstemmelse med hver deres psykiske kompas som for Lenes vedkommende er domineret af tænken i modsætning til Jette som har intuition som sin hovedfunktion. Jeg oplever det som at Lene ufrivilligt kommer til at dominere deres indbyrdes forhold, men ingen af dem får rigtig noget ud af det eftersom Lene på den ene side ikke får mulighed for at udfolde sine analytiske evner, og at Jette på den anden side ikke får bragt sine kreative ideer på banen. Endelig virker det som om at teamet hverken har modet, lysten eller tiden til at konfrontere konflikterne hvilket jeg tolker som at de hver især ville opleve det som en alt for stor forstyrrelse af forholdet. Dog skal det nævnes at jeg har et klart billede af at teamet er glade for at arbejde sammen og måske også har et væsentlig bedre samarbejde end de har i andre sammenhænge. Denne tryghed og arbejdsglæde er fremmende for læringen.

For Lene og Jette kunne det være en udfordring at prøve at håndtere den iboende konflikt i stedet for at holde fast i de defensive rutiner som i flere tilfælde præger teamets adfærd. Hvis de kan håndtere konflikterne uden at forsvare sig selv eller skabe yderligere kaos er der god mulighed for at skabe ny viden og læring. En sidste ting som teamet selv er inde på kan fremme læringen er anvendelsen af supervision. Men for at denne supervision virkelig skal virke konstruktivt skal den foregå i en form der ikke kun begrænser sig til ren og skær information, men også konfliktbearbejdelse og teamadfærd.

Undervisernes deltagelse i feltet med de andre team i Organisationen har ligeledes stor betydning for læringen, men desværre lider denne deltagelse ofte under samme konfliktfyldte magtforhold som dem der er nævnt ovenfor. Det skal bemærkes at jeg ikke har haft lejlighed til at undersøge dette underviserfelt nærmere, men udelukkende bygger mine antagelser på udtalelser fra Lene og Jette. Der ligger en masse værdifuld viden i de enkelte team og hos den enkelte underviser, men denne viden bliver ikke altid praksisfællesskabet til del. Som i teamet foregår der magtkampe om at positionere sig i feltet og sikre egen status med den konsekvens at viden om underpraksis ikke bliver delt. Jeg får derfor et indtryk af at personlig status rangerer højere end kollektiv udvikling hvilket må siges at være hæmmende for læringen. En anden forklaring på den manglende vidensdeling er at der ikke eksisterer fast definerede kriterier til at håndtere konflikter fordi underviserfeltet fungerer som et moderne adhocrati der blandt andet karakteriseres ved en meget flydende struktur.

De individuelle erfaringer kunne være udgangspunkt for læring hvis de blev udvekslet og bearbejdet i fællesskab. Viljen og evnen til at skabe vidensdeling på tværs af team er derfor en fremmende faktor for underviserens læring i team. For Lene og Jette kunne det være en udfordring at oparbejde en evne til at udholde og leve i adhocratiet. Ved at betragte feltet som et praksisfællesskab med fokus på udveksling, bearbejdning og udvikling af viden kunne der måske skabes mulighed for læring hos den enkelte underviser.

Toppen af siden