Med samtalen som udgangspunkt

Noter

Kapitel 1: Introduktion
Kapitel 2: Forudsætninger
Kapitel 3: Talens ejendommelighed og den trojanske hest
Kapitel 4: Samtalen som redskab I
Kapitel 5: Samtalen som redskab II
Kapitel 6: Samtalen som redskab III
Kapitel 7: Samtale og udskrift
Kapitel 8: Subjektiviteten og den objektive erkendelse
Kapitel 9: Pålidelighed og gyldighed
Kapitel 10: Ekskurs: Case-historien
Kapitel 11: Moralsk sans

Kapitel 1: Introduktion
Formålet med at bruge kvalitative forskningsinterview er at fange subjektivitets/aktørens perspektiv på verden og hans kognitive og følelsesmæssige organisation af verden, og samtalen er af gode grunde specielt god til at afdække disse betydninger. (14)

Der kræves en del forberedelse til en interviewundersøgelse. Der kræves for det første omtanke - en forberedelse der tager sigte på undersøgelse af den eksisterende empiri og teori på feltet. (...) Før man overhovedet kan give sig til at tænke på metode, må man tænke på det, som metoden skal bruges til, nemlig genstanden for undersøgelsen. Man må gøre sig klart, hvilket perspektiv man ser sagen fra, og hvilke perspektiver man ser i den. (...) Der kræves også selvransagelse, hvilket kræver en dobbeltbevægelse. Dels skal jeg have blikket rettet ud ad, ud til sagen, ud til den virkelighed, som jeg vil begribe et udsnit af. Og dels skal blikket rettes ind ad, rettes mod mig selv, rettes mod de umiddelbare og ikke-reflekterende betydninger sagen har for mig, og som på den ene eller anden måde berører mig. (17-18)

Spørgsmål omkring følelser:

• Hvilke følelsesmæssige investeringer har jeg i at vælge den dybtgående, personlige samtale som metode?
• Hvilke følelser har jeg over for mig selv som interviewer?
• Hvilke følelser har jeg over for det emne som undersøgelsen handler om?
• Hvilke følelser har jeg vedrørende det felt som jeg går ind i?
• Hvilke følelser og fordomme har jeg vedrørende de(n) slags mennesker som jeg har valgt at tale med? (18)

Det er en illusion at tro, at man sidder i en gensidig fortrolig og åben samtale mellem to talere. Det gør man ikke. Man sidder i et ugensidigt forhold i en professionel sammenhæng, som skal bruges til noget. (22)

Kapitel 2: Forudsætninger
I det kvalitative interview er det personens handlinger og hans følelser og tanker, som vi er interesseret i. (...) Når forskeren således begriber den personlige betydning, som strukturerer personens handlinger, følelser og tanker og deres sammenhæng, så får hun også fat i mere overordnede og almene, fælles betydningsstrukturer og logikker. (29)

Empati
(Det at være empatisk) is to perceive the internal frame of reference of another with accuracy and with the emotional components and meanings which pertain thereto as if one were the person, but without ever losing the "as if" condition (Rogers, 1980 s. 140) (38)

Vi udtrykker altid mere og andet end det, som fremgår af vores ord taget bogstaveligt. Og mere end vi ved om. (...) Når to mennesker er sammen, er de i kraft af deres fælles tilstedevær bundet til kommunikation, de kan ikke ikke-kommunikere. (41)

Når det virker så stærkt at blive hørt og forstået ret, er det formodentlig bl.a. fordi den talende gennem den lyttendes opmærksomhed, forståelse og accept får frihed til at lytte opmærksomt, forstående og accepterende til sig selv. (...) Eftersom udgangspunktet i en interviewundersøgelse netop er interviewpersonens fænomenologiske oplevelse af sit univers, er en empatisk forståelse af ham og det han siger en simpel nødvendighed. (42-43)

Kapitel 3: Talens ejendommelighed og den trojanske hest
At der gælder andre "regler" for samtalerne i interviewsituationen end i samtalen mellem venner kan mærkes, når disse regler overtrædes - der opstår brud:

1. Hvis personen vil forlænge samværet og samtalen ud over den tid som intervieweren har sat af.
2. Hvis personen på grundlag af samtalens fortrolighed og kontakten med intervieweren kunne ønske mere samvær og flere samtaler ved anden lejlighed.
3. Hvis personen insisterer på en gensidighed, som i en almindelig samtale ville være absolut passende og på sin plads.
4. Når det mærkes at samtalen er en speciel slags samtale og fortroligheden til trods en ensidig samtale.
5. Når personen fortaber sig lidt rigeligt i anekdoter der ikke umiddelbart er relevante for undersøgelsen.
6. Når jeg fornemmer ubehag i min interviewning af personen og aner at jeg har overskredet en grænse.
7. Jeg registrerer uoverensstemmelser imellem det indhold, som personen meddeler mig, og den måde han meddeler indholdet på.
8. Båndoptageren går i stykker og jeg ved, midt i samtalen, at jeg ikke får resten med mig hjem.
9. Hvis personen, efter at båndoptageren er pakket sammen, og jeg har fået overtøjet på, begynder at fortælle væsentlige ting, som jeg kunne have fået noget ud af. Materialet skal fortælles, ikke blot til mig, men også til min båndoptager, for at det kan tælle som materiale. (60-63)

"Intuition is a skill, rooted in our natural sensibility to hidden patterns and developed to effectiveness by a process of learning." (Polanyi)
Baggrundsviden af både empirisk og teoretisk art spiller ind både i interviewerens evne til at skaffe sig overblik over og indføling med det, som interviewpersonen fortæller, og til at udvikle kreativ evne til at gå ind i de sammenhænge, som hun ser. Men denne baggrund kan også blive løbet over ende af hendes egne indre rørelser (modoverføring). (68)

Opmærksomheden rettes mod:

1. Indholdet af det sagte.
2. Måden indholdet udtrykkes på. Metakommunikation.
3. Processen. Har man kontakt og hvordan er denne kontakt.
4. Sig selv. Ens egne fornemmelser af personen og processen.

Teoriers funktion er at de strukturerer opmærksomheden og leder den bestemte steder hen; og at de (forhåbentlig) gør dette uden at binde den. Den opmærksomhed som jeg bringer til situationen bliver formet af, men ikke skabt af mine teoretiske begreber. Jeg har al min viden, den praktiske og den teoretiske med mig. Alt hvad jeg har erfaret, og alt hvad jeg har læst. Dette er min baggrund, og det er en fleksibel kontekst for det jeg er opmærksom på. (70-71)

Man kan lade sig forføre af sin teoretiske viden og derved afskære den viden som man får fra den ikke-begrebslige sansning - synsindtryk, høreindtryk og den intuitive fornemmelse af personen. (...) Et symptom på teoretisk overstyring er ofte at spørgsmålene er abstrakte. De ligger på et refleksionsniveau, som er fortolkerens og ikke personens. De teoretiske begreber kommer til at træde i stedet for den oplevede virkelighed. (...) I et kvalitativt forskningsinterview er det den erfaringsmæssige fylde man vil have fat i, den konkrete måde som verden er på for personerne. Begreberne kommer i den begrebslige overstyring til at træde i stedet for og lukke af for de konkrete sansninger, frem for at udpege mulige retninger for erkendelsen, og man kommer til at danne slutninger i stedet for at bruge sine sanser. (73)

For at få noget ud af interviewmaterialet må man kende det konkrete felt og de teorier, der findes på feltet. Hvis man er velforberedt og vidende kan man stå friere og bedre i interviewsituationen, forudsat at man holder sin teoretiske viden som baggrund. Jo mere viden, praktisk og teoretisk, man har om samfund og psykologi og om den gruppe menneskers forhold, som man skal interviewe, des mindre behøver man at være bundet af en interviewguide. Dertil kommer at man hører mere af det, personerne sig, og man hører mere i det de siger - dvs. er mere opmærksom på mulige sammenhænge. (76)

Kapitel 5: Samtalen som redskab II
Der vil altid være følelser involveret i vores møde med et andet menneske og i vores erkendelse af dette andet menneske. Ligesom der for den sags skyld vil være det i vores møde med og interesse for ting og sager i det hele taget. (87)

Det er vigtigt at forskeren går ind i en selvransagelse for derigennem at rydde sig et grundlag for den metodologisk relevante empati. (...) Kontakten er på den ene side det bærende for det kendskab, forskeren får til sin interviewperson og hans livsverden. På den anden side er kontakten det "sted", hvori uerkendte overførings- og modoverføringsfænomener uundgåeligt trives. (89)

Det springende punkt i såvel almindelige forhold som professionelle forhold er, i hvilken grad vi bliver forblindede af vores egne lidenskaber, og i hvilken grad det, vi ser og hører, har at gøre med den anden person. Eller sagt på en anden måde, i hvilken grad vi projicerer, og i hvilken grad vi perciperer - ser verden realitetsnært. (91)

Når interviewer og interviewperson møder hinanden, fremkalder eller mobiliserer de bestemte følelser og reaktioner hos hinanden. Denne mobilisering er båret af personernes følelses- og reaktionsberedskab, af det beredskab, som er dannet af hver persons tidligere og senere betydningsbærende historie. (92)

Intervieweren skal have det som Donald Schön kalder reflection-in-action, dvs. en viden og erfaring, som kommer til syne i den konkrete samhandling med individet. Hun skal kunne reagere spontant og umiddelbart på personen og processen, og dvs. kunne samtale med ham uden at det sagte er fortænkt, men tværtimod affødt af øjeblikkets interesse for og kontakt med ham, og uden at sagen og situationen uvedkommende følelser tager indfølingsevne og overblik fra hende. Den interesse hun har i det andet menneske, og de spørgsmål denne interesse afføder, skal vise sig i samtalens løb. Og det gør de da også, hvis hun har forberedt sig godt nok, teoretisk og følelsesmæssigt, dvs. hvis hun ved nok til ikke at behøve at klamre sig til det, som hun ved, og hvis hun formår at indgå i en god og bæredygtig kontakt med personen. (94)

Kapitel 6: Samtalen som redskab III
Man kan aldrig på forhånd lære at stille de "rigtige" spørgsmål, fordi det først i samtalens løb viser sig. hvad de rigtige spørgsmål er. Det, man til gengæld kan gøre, er at berede sit sind, så man er åben nok over for den anden person til at skønne, hvad "de rigtige spørgsmål" er. (...) Den kundskab og viden som intervieweren skal have for at kunne udføre sit interview, er en praktisk kundskab. Man skal kunne handle spontant, lade sig flyde i den strøm, som samtalen er, og samtidig skal denne flyden ikke være tilfældig. Man skal have eller udvikle det, som Donald Schön kalder en "knowing-in-practice", en viden, som regulerer og viser sig i det, man gør, og det er i hovedsagen en tavs viden. (105)

I den udstrækning et interview er en samtale, er spørgsmålet om indlæring ikke et spørgsmål om at lære spørgeteknik eller samtaleteknik. Den praktiske kunne, som professionel samtale er, kræver alment menneskelige kapaciteter, som udvikles og specificeres i hver enkel persons historie, og man kan ikke lære dem som teknikker - ganske enkelt fordi de ikke er teknikker. (106)

Når det drejer sig om et møde i et interview, må man som interviewer, både anstændig- og fornuftigvis, have gjort sig sine fordomme klart, før man træder i dialog med den pågældende person, og måske endda finde ud af, at man har for mange af dem til at kunne træde i dialog. Man træder i et andet forhold til en person, end man gør til en tekst. (108)

Skal man bruge sig selv, må man i det mindste have noget greb om, hvilke blinde pletter dette selv rummer, før man med samtalen går ind i en anden persons univers med, hvilket instrument dette selv er. (109)

Projektlogbog
Idéen med en projektlogbog er at man selv skriver om det emne og de interviewpersoner som man har valgt at beskæftige sig med. Man skal finde ud af hvorledes men egentlig forholder sig til sine interviewpersoner. Hvad ved jeg, og hvad tror jeg at jeg ved? De hastige generaliseringer er gode at få frem i lyset. De er ofte kulturelle eller subkulturelle stereotypier. Eller de er mine højst private generaliseringer. At skrive dem ned er at skabe mulighed for at "se dem på tryk", og det kan skabe mulighed for at møde dem i dialog, eventuelt i dialog med en kollega.(...) Mit syn på den anden bliver i mindre grad sløret af fordomme og stereotype vurderinger. Et gunstigt biprodukt er så også, at man i og med skriveriet får ideer til selve interviewet. (110)

På det skrevne grundlag i projektlogbogen lader forskeren sig interviewe af en kollega om sine egne forhåndsindstillinger for så derefter at lytte til, hvad hun selv svarer, og hvordan hun svarer. (...) Det vil være klogt at skaffe sig lejlighed til at kunne fortsætte skrivningen, dvs. løbende gennem undersøgelsen at føre projektlogbog, dels af hensyn til den samlede interviewproces, dels fordi der allerede i denne fase ligger mange tanker, som vil kunne indgå i den endelige analyse og fremstilling. (111)

Interviewguide
De færreste kan koncentrere sig om to ting på én gang. Dette betyder imidlertid ikke at der ikke skal være en interviewguide. Det skal der, men den skal helst befinde sig i interviewerens hoved, således at hun kan bevæge sig frit, høre godt efter hvad personen siger, og lade det være det videre afsæt for det, hun skal sige. (...) Sålænge kontakten er der, er det ret ligegyldigt, om man taber en tråd eller to. Sålænge intervieweren er i kontakt, med sig selv og den anden, kan der faktisk ikke ske noget, der kan invalidere interviewet. (118)

For at få alle flygtige fornemmelser ind i billedet på en frugtbar måde er det en god idé , umiddelbart efter interviewet, at skrive sine umiddelbare indtryk af interviewet ned i projektlogbogen og dernæst at lytte til båndene for derigennem at få genkaldt sig og noteret alt det, som ikke kommer med i en båndudskrift, alt det som er en slags kommentar til båndudskriften. (122)

Kapitel 7: Samtale og udskrift

Kapitel 8: Subjektiviteten og den objektive erkendelse

Kapitel 9: Pålidelighed og gyldighed
Pålidelighed kan ses som en forudsætning for gyldighed, og gælder for det første det, som sker imellem interviewer og interviewperson, og for det andet det, som sker mellem forskeren og hendes udskrifter.
Gyldighed er i højere grad udadvendt og udtaler sig om produktets forhold til virkeligheden. Undersøgelsen af gyldighed drejer sig om, hvorvidt disse interview kan sige noget holdbart om det felt, som de er taget fra. (156) Hvorvidt vi måler det, som vi antager vi måler. Hvorvidt vi har undersøgt det, som vi tror vi har undersøgt. (163)

Gyldighed i analysen

1. Identifikation af begreberne som de kommer til syne i materialet.
2. Korrespondens: overensstemmelse mellem begrebets fremtrædelse forskellige steder i beskrivelsen og identiske træk og sammenhænge herimellem. At sortere de regelmæssige træk fra de tilfældige, og om at undersøge hvor udbredte trækkene er i materialet. Denne procedure beskytter forskeren mod at blive forført af sine forudfattede meninger eller af slående enkelttræk i materialet og beskytter hende mod en selektiv brug af materialet.
3. Koherens. Finde og dokumentere den dynamiske sammenhæng imellem de empiriske træk i materialet. Hvad er det, som kan forklare, at træk 1 hyppigt forekommer sammen med træk 2? Og af hvilken art er den konstaterede sammenhæng? Her beskæftiger man sig med at se de konstaterede sammenhænge i lyset af de teoretiske forestillinger, man er gået ind i undersøgelsen med, dvs. man afdækker den indre logik, som er imellem de empiriske forekomster. (169)

Undersøgelsen drejer sig ofte om noget lokalt eller lokaliserbart, om noget, hvor det er en pointe, at genstanden befinder sig et bestemt sted på en bestemt tid. Når dette er vigtigt at nævne, er det fordi afgrænsbarheden hænger sammen med den interesse, jeg har i at interviewe netop disse mennesker. (175)

Kapitel 11: Moralsk sans

14. maj 1999

til toppen